Grundlæggende kan næsten enhver dyrehud forarbejdes til skind. I beklædningsindustrien kommer hovedsagligt flg. dyrehuder til forarbejdning:

• Ged
  Egenskaber: Lader sig ikke let rive i stykker, blødt, let og under visse betingelser meget egnet til vask.
• Fåre- og lammenappa
  Egenskaber: let, blødt skind, men ikke så robust når det gælder itu rivning, bruges hovedsagligt til prismæssigt fordelagtige, moderne skindbeklædning. Mister let faconen.
• Svineskind
  Egenskaber: Billigt skind, som kun med stort, kemisk forbrug kan bruges til beklædningsskind. Bliver imidlertid udbudt i en kemisk fuldt udrustet udgave som maskinvaskbart. Er ikke meget robust for itu rivning og er groft i porerne. Oftest hårdt eller "stift". Den væsentligste fordel består i at klædningsstykker af svineskind er billige.
• Okse
  Egenskaber: Tungere end de førnævnte, men meget solidt. Forarbejdes i møbelindustrien såvel som i beklædningsindustrien. Er meget robust mod slitage og itu rivning. Okseskind tilbydes, som alle andre lædertyper i forskellige klasser og på forskellige forarbejdningstrin.

Blanklæder er garvet på plantebasis i gruber. Dette gøres kun med kohuder. Foretrukket i taskeproduktionen.
Nubucklæder har en blød og åben overflade og bliver slebet kort indtil det er fløjlsblødt. Nubucklæder er åndbart og meget slidstærkt. Dermed egner det sig bedst i en forarbejdning af højeste kvalitet til vores læderbukser.
Anilinskind. Hver pore er synlig, hvilket gør at skindet er nemt håndterbart. Der kan laves skønne jakker af dette. Er dog ikke særligt åndbart på grund af et påført beskyttelseslag.
Semianilinskind ligger mellem anilin og nappaskind, men har et mere kompakt lag af beskyttelse, og er derfor oftest vandtæt, men ikke åndbart. Denne type bruges f.eks. til motorcykel beklædning og i møbelindustrien.
Nappa forveksles ofte med glatlæder og forbindes med en udtalt blødhed.
Ruskind betegnes også som vildtskind. Da det udarbejdes af kødsiden (hudens inderside) bruges der huder, hvis pelsside er for ringe til at forarbejdes til andre typer skind. En afart af denne er det såkaldte velourskind, som laves af spaltlæder.
Spaltlæder. En læderhud kan deles i to, så der så at sige opstår to huder af en. Oversiden af huden (narv- eller pelssiden) er meget værdifuld og anvendes som nappaskind til kostbare accessoirer og beklædning, da stabiliteten og robustheden mod iturivning ligger i overfladen af huden.

Af kødsiden opstår ru- eller vildtskind med to ens sider. Dette finder i hovedreglen anvendelse i den billige beklædningsproduktion. Den manglende robusthed camouflerer man ofte med coate en af siderne med kunststof eller lak. Sælges ofte under betegnelsen "antiklæder" el.lign. Det egner sig dog i det mindste som skindfoer. Beklædningsstykker, så som bukser, lavet af dette kalder vi for restanvendelse.